gud

Nikolaj Cederholm påstår at have opfundet formen teaterforedraget, ligesom han i sin tid opfandt teaterkoncerten. Bevares, jeg har altid haft stor respekt for Cederholm som teaterinstruktør, ikke mindst fordi han altid har haft god kontakt til undergrunden og dens metoder.

Man kan diskutere hvor meget af halvfemsernes performanceæstetik der ligger bagved konceptet til teaterkoncerten, men i forhold til teaterforedraget er der intet at snakke om. Det er ikke opfundet af Nikolaj Cederholm! Jeg har intet problem med at (scene)kunstnere stjæler med arme og ben, men jeg har noget imod en tyv der vil tage æren for det stjålne.

Tyveri er nødvendigt for at få kunsten til at bevæge sig skriver Nicolas Bourriaud i sin seneste bog ”Postproduktion”. Han kalder det endda en trend, selvom det hverken i billedkunsten eller teatret er det dog noget nyt - at kopiere, stjæle og genanvende ideer. Det nye er ifølge Bourriaud at man vedkender sig tyveriet og gør det til en del af værket, fordi det i højere grad tjener kunstens formål, at kunstnere sammen skubber på en udvikling. Cederholm ønsker ikke at være en del af nogen udvikling. Han foretrækker tilsyneladende at det er ham, der fremstår som guden, der har opfundet det hele.

Men teaterforedraget er ikke nogen ny form. En kort og ufuldstændig historik kunne lyde: I 1998 skabte Wagner/Feigl Festspiele måske formen med "Warum Wir so gute Performances macht" og i 1999 efter fulgte Xavier le Roy efter med "Product of Circumstances". Walid Raad (Atlas Group) har siden 1999 brugt foredraget som form for mange af sine performances. Tim Etchells, manden bag Forced Entertainment, skabte "Instructions for Forgetting" i 2001 og samme år lavede Jörn J. Burmester "Rambo 3 Review". Zarathustras Onkels lavede måske det første nordiske teaterforedrag med "We Come in Peace" i 2004. I 2006 lavede CoreAct (Helene Kvint og Anika K. Barkan) performance-lecturen "Frontier Alert" og Ellen Friis og Majse Aymo lysbilledforedraget "Kommentarer til en ukendt historie".

Sidstnævnte antyder også hvilken udefinerbar størrelse teaterforedraget i grunden er. For i bund og grund er alle foredrag vel også altid teater eller performance, og lysbilledforedrag fandtes der utallige af før 1999. I 1992 brugte Kom De Bagfras forestilling ved navn "Foredraget" foredragsformen som ramme, og Hotel Pro Forma anvendte blandt andet foredragsholdere i den udvidede "Calling Clavigo" fra 2002. To eksempler på at overnævnte historik skal tages med et gran salt. Når jeg alligevel nævner den, skyldes det at de ovennævnte kunstnere inklusiv Nikolaj Cederholm og deres værker har en del fællestræk som adskiller dem fra "normale" foredrag, lysbilledshows og teaterforestillinger (som de netop nævnte af Hotel Pro Forma og Kom De Bagfra).

Foredraget

Performancelekturen eller teaterforedraget er kendetegnet ved at foredragsholderne holder et foredrag med et meget personligt tema, og dette er konstituerende for resten af "forestillingens" elementer. Det er suverænt indholdet, der afgør formen og de performative metoder og teatertricks, der bliver disket op med undervejs. Derfor er ”performance-foredrag” også et mere velvalgt udtryk en ”teater-foredrag”. I performancekunsten, som jo stort set altid har været fraværende i Danmark, er det netop det personlige og autentiske, der står i centrum, hvorimod teatret, firkantet udtrykt, simulerer og antyder en anden virkelighed. Derfor er også Cederholms teaterforedrag bedre tjent med at blive benævnt et performance-foredrag. Cederholm står inde for sine synspunkter og gemmer dem ikke væk bagved teatrets mekanismer.

Hvis Cederholm skal krediteres for noget, så er det for igen at hive ideer ud af "avantgarden" eller "undergrunden" op på de såkaldt rigtige teaterscener. Med den begrebsforvirring, der hersker omkring begrebet performance i Danmark kan man ikke sælge noget med titlen ”performance-foredrag” og derfor er det også rigtigt af Nikolajs Cederholms at kalde det for et ”teaterforedrag”. ”Åh gud” har i hvert fald solgt bedre og fået mere opmærksomhed end alle hidtidige performance-foredrag i Danmark.

Han bruger teatrets muligheder udmærket til at lave et underholdende og spiseligt foredrag for de pæne borgere, der besøger Edison og Betty Nansen. Men hans teaterforedrag fremstår blot som et foredrag, der peppet lidt op. Selvom musikerne gør det virkelig godt føjer forestillingen ikke virkeligt noget til genren..

Jeg kan i materialet ikke se nogen tvingende nødvendighed i at spille god musik fra den ateistiske sangbog, bortset fra at det er en god joke. I det gode teaterforedrag er indholdet konstituerende for resten af "forestillingens" elementer og det er ikke tilfældet i Cederholms teaterforedrag. Det havde været mere interessant med nogle relevante teatertricks eller ”performative” metoder der kunne transformere og undersøge materialet.

For publikum virker det dog som om det er spændende nok at se et ateist prædike og tro på hans sandhed om at det er ham, der har opfundet formen og indholdet.

Henrik Vestergaard Pedersen.